Formueretlige principper i forskningen – forskning i formueretlige principper

20. januar 2021 - Syddansk Universitet

12.11.2020 | Webadministrator

Dato ons 20 jan
Tid 09:00 17:00
Sted Auditorie 0100, Syddansk Universitet, Campusvej 35, 5230 Odense M

Formål

Den almindelige formueret (aftaleret, tingsret, erstatningsret og obligationsret) er til stadighed en central juridisk disciplin, som er pensum på jurauddannelsen. Formueretten danner også grundlaget for væsentlige dele af lovgivningen, fx købeloven, ligesom anvendelsen af formueretten lægges til grund for mange retsafgørelser, og mange almindelige formueretlige principper kommer til udtryk på forskellig vis i forskellige kontraktstyper indenfor forskellige retsområder. På internationalt niveau spiller formueretlige principper også ind ved afgørelse af tvister mellem parter fra forskellige lande, ligesom aftale- og obligationsretlige principper stadigt søges kodificeret på internationalt plan. På trods heraf synes forskningen i formueretten – og anvendelsen af grundlæggende formueret i forskningen, herunder i forhold til obligationsrettens almindelige og specielle del – ikke at nyde nogen større bevågenhed blandt ph.d.-stipendiater.

Formålet med kurset er på denne baggrund at synliggøre, hvordan formueretten – herunder obligationsretten og erstatningsretten – har indflydelse på retstilstanden inden for forskellige retsområder, eksempelvis formuerettens påvirkning af familieretlig eller erstatningsretlig regulering og regulering inden for kontraktretten generelt samt på fortolkningen af lovbestemmelser og deres anvendelse indenfor forskellige retsområder, og hvordan den dermed kan anvendes som grundlag for forskning på nationalt og internationalt plan. Endvidere er formålet at demonstrere, at formueretten og/eller de principper som typisk betragtes som formueretlige kan anvendes i samspil med andre retsområder og videnskaber.

Kurset vil blive gennemført med udgangspunkt i en række oplæg vedrørende udvalgte emner. Deltagerne skal på forhånd læse en kortere række tekster (artikler), som relaterer sig til formueretten direkte og indirekte. Deltagerne skal endvidere forberede et kort oplæg om det formueretlige indhold i deres forskningsprojekt eller give eksempler på anvendelsen af generelle retlige principper/standarder på den specialdisciplin, som deres forskning vedrører (fx forvaltningsret/konkurrenceret eller skatteret; dansk ret/international ret). På grundlag heraf vil der blive faciliteret en række diskussioner om de formueretlige aspekter (eller manglen på samme) i forskningsprojekterne og/eller anvendelsen af generelle retsprincipper i forskningen i specialdiscipliner.

Tid/sted

Onsdag den 20. januar 2021 kl. 9-17 på Syddansk Universitet, Campusvej 35, 5230 Odense M.

Kurset afholdes i O100. Auditoriet er beliggende ved universitetets hovedindgang. Se evt. det interaktive kort over Syddansk Universitet.

Foreløbigt program (tidspunkterne kan blive ændret for de forskellige indlæg)

Kl. 9.00-9.15 Velkomst og introduktion v/ professor Nina Dietz Legind (SDU)

Kl. 9.15-10.00 Oplæg v/ professor Nis Jul Clausen (SDU): Formueretlig grundforskning – er det muligt – hvordan?

Kl. 10.00-10.45 Oplæg v/ Professor MSO Kim Østergård (CBS): Obligationsretlige grundsætninger - To eksempler fra dansk ret

Kl. 11.00-11.45 Oplæg v/ studielektor Lone Hansen (SDU): Nye strømninger inden for formueretten – hvor er formueretten på vej hen? Særlig fokus på de grundlæggende erstatningsretlige principper

Kl. 12.00-12.45 Oplæg v/ Professor Palle Bo Madsen (Aarhus Universitet): Erstatningsretlige principper i konkurrenceretten

Kl. 12.45-13.30 Frokost

Kl. 13.30-14.15 Oplæg v/ lektor Annette Kronborg og adjunkt Minie Andersen (SDU): Grundlæggende aftaleret set i forhold til ægtefællers bodelingsaftaler

Kl. 14.20-15.00 Oplæg v/ Professor MSO, dr.jur. Kristina Siig (SDU): Obligationsrettens betydning i multinationale/ internationale retsforhold

Kl. 15.15-16.45 Præsentation/oplæg vedr. ph.d.-projekter – diskussion, debat.

Kl. 16.45-17.00 Afrunding

Litteraturliste og forberedelse af oplæg

ECTS

Kurset giver 1 ECTS. Der vil blive stillet krav om forberedelse i form af et kort oplæg, jf. teksten ovenfor, ligesom en række tekster skal læses forud for kurset.

Tilmelding m.v.

Kurset afholdes i auditorie O100. På grund af coronarestriktioner er deltagerantallet imidlertid begrænset til 25.

Tilmelding til kurset kan ske til Louise Elmbo: elmbo@sam.sdu.dk

Notat på maks. en side indeholdende kort oplæg bedes sendt til samme e-mail senest onsdag den 13. januar 2021.

Spørgsmål vedrørende det faglige indhold i kurset mv. rettes til Professor Nina Dietz Legind ndj@sam.sdu.dk.

Kursus